Travis nød solen og stilheden i det utæmmede bjerglandskab, da en hund kom brasende ud af den tørre undervoksning, gispende og stønnende. Det var en golden retriever, et dejligt dyr. Der kom ingen bagefter, så hunden var åbenbart alene.
Men hvorfor forhindrede den ham i at fortsætte ad stien? Igen og igen, indtil han begyndte at føle det lidt uhyggeligt.
Pludselig havde han en følelse af, at han var i stor fare. Angsten greb ham og berørte en dybtliggende, primitiv streng i hans indre.
Og han løb. Den vej hunden førte ham. Han var aldrig tidligere stukket af fra noget, men nu greb panikken ham.
Instinktet førte ham og sagde: Løb, tænk ikke, bare løb – og se dig ikke tilbage…
Bagefter var Tarvis lykkelig over, at han var stukket af, og lykkelig over at have fundet hunden, der viste sig at være vældig klog og sød. Han døbte den Einstein, og ikke alene hjalp den ham over hans ensomhed, den førte ham også sammen med Nora Devon.
Men da det gik op for ham, hvorfor Einstein havde fået ham til at løbe fra det uforklarlige ude i skoven, vendte hans angst tilbage.
Einstein var nemlig ikke nogen almindelig hund, men et resultat af nogle forskeres gensplejsning, og den havde en menneskelig intelligens. Den var undsluppet fra det laboratorium, hvor den var skabt sammen med en adnen gensplejset skabning, der var dens diametrale modsætning: et menneskehadende, morderisk uhyre, der forfulgte hunden for at dræbe den.
Og nu var uhyret pÃ¥ sporet af bÃ¥de Einstein, Travis og Nora…